Musical 2010

 

"Back to the 80's"  

 

Lidt om musicalen "Back To The 80's"

 

BACK TO THE 80's, der er en arketypisk amerikansk highschool-historie, danner ramme om et lige så arketypisk trekantsdrama. Forestillingen er opbygget som en serie af flashbacks, hvor den mandlige hovedperson Corey ser tilbage på highschool-tiden og sin jagt på den store kærlighed i skikkelse af naboens datter Tiffany. Hun er forelsket i skolens hårde negl Michael Feldman og betragter kun Corey som en god ven. Undervejs i stykket kommer den skønne Tiffany dog i tvivl om, hvorvidt den rå Michael Feldman, der ufrivilligt kommer til at afsløre en række tvivlsomme karaktertræk, nu også ér hendes drømmefyr. Herfra er banen kridtet op til et dramatisk opgør.     

 

BACK TO THE 80's unge kæmper en brav kamp for at realisere sig selv som individer med forskellige drømme, ønsker og behov. Hormonerne raser, og musikken spiller, mens hele highschool-miljøet med typer som nørden, den søde pige og den kejtede fyr, tager livtag med tilværelsens små og store spørgsmål. Vi er midt i en tid, hvor blå øjenskygge er det universelle skønhedsmiddel for piger af alle typer, og Don Johnson-hår er det samme som maskulin charme.

 

Med BACK TO THE 80's rammer tidsbilledet lige på kornet. Der er dømt godyl 80'er-stemning, og sproget beriges af gloser som knæhøj karse og bred ymer i spandevis. Rollelisten besættes af et halvt hundrede skuespillere, sangere, musikere og dansere, der iført autentiske outfits skyder ikke mindre end 25 af epokens træfsikre hits af for fuld udblæsning.

 

BACK TO THE 80's byder på fantastisk flotte danseoptrin, der sammen med de kendte 80'er-tunes går op i en højere enhed med forestillingens handling. Genoplev lyden af 80?erne gennem et sandt musikalsk overflødighedshorn af klassikere som Girls Just Want To Have Fun, Time Of My Life, Footloose, Glory Of Love, We Are The World og mange flere.